De dragende guldnælder.
D

Svirrefluerne danser om kap med både hvepse og bier og de store brumbasser forsvinder nærmest helt i de nektarfyldte guldnælder.

Guldnælden er nemlig en rigtig forårsblomst. Første gang jeg rigtig lagde mærke til den var da vi flyttede til vores nuværende bopæl. Her havde de tidligere beboere nemlig plantet guldnælde med rund hånd som bunddække og planten stod og lyste op flere steder. Det var i maj måned og netop her blomstrer guldnælden med fine, gule blomster. Et ekstra plus er, at planten i milde vintre er stedsegrøn.

De små gule blomster er næsten orkidé-agtige på nært hold.

Forskel på have-guldnælde og den “vilde” guldnælde

Der findes flere udgaver af guldnælder. Den vilde hedder Almindelig Guldnælde (Lamiastrum galeobdolon ssp. Galeobdolon) og er ret almindelig herhjemme – særligt i den østlige del af landet. Den jeg har herhjemme i min have er derimod ikke den vilde udgave, men Have-Guldnælden (Lamiastrum galeobdolon ssp. Argentatum). Den finder man selvfølgelig i haver, men også i parker og lign. Den har dog efterhånden forvildet sig ud i store dele af landet, hvilket måske kan gå hen og blive et problem iflg. Miljøstyrelsen.
Jeg kan godt se i haven, at guldnælden spreder sig en del med sine udløbere så jeg prøver at holde den lidt i ave, men her på matriklen er vi mange der glædes over den smukke og nektarholdige blomst, både insekter og mennesker. Guldnælderne er meget populære hos humlebierne under blomstringen fra sidst i april til sidst i maj.

Guldnælder spreder sig gerne og hvor det er ønsket kan de være et flot bunddække til glæde for mange insekter. Foto: Wikimedia CC BY-SA 3,0

Den nemmeste måde at kende forskel på de to arter er ved at kigge på bladene. Begge arter er forsynet med sølvgrå pletter på bladene, men hos Almindelig Guldnælde (den vilde) hænger pletterne ikke sammen. Hos have-guldnælden er det mere store plamager, der ikke er adskilt af grønne bælter.
Blomster hos Have-guldnælde er også lidt større (8-10 mm) og det samme gælder bægret i frugtstadiet (12-15 mm). Have-guldnælden har lidt smallere blade og så bliver den op til 50 cm høj hvor Alm. guldnælde bliver knap så høj.

En agerhumlebi er dybt optaget af guldnældernes forårsblomster.

Have-guldnælde er nem at anskaffe sig til haven, da den kan købes hos flere forhandlere. Jeg har bl.a. fundet dem hos Plantetorvet.

Hvis man derimod gerne vil have den vilde variant, Almindelig Guldnælde, kræver det, at man høster de olieholdige frø når blomsten afblomstrer. Herefter kan man sprede dem i haven.
Begge arter af guldnælde spreder sig ved de olieholdige frø, der tiltrækker myrerne, som derved spreder frøene. Planten danner desuden rod-udløbere. Have-guldnælden ser ud til at sprede sig mest ihærdigt.

Vidste du at artsnavnet galeobdolon kommer af græsk og betyder ”væselstank”. Her henvises til plantens kraftige krydret-ramme lugt.

Kilde: mst.dk, fugleognatur.dk

Annonce
Annonce

Fik du læst?