Man skulle ikke tro at der var insekter derude i vintermørket, men det er der! Her sidst i november og ind i december sidder frostmålerne på mit køkkenvindue.
Frostmålere er nogle særlige natsværmere. De flyver sent på året og man ser dem næsten kun når de tiltrækkes af lys fra vores huse. Så sidder de gerne på ruderne med udslåede vinger. Frostmålerne er lidt kedelige vintergrå, men natsværmerne forunderlige liv er ret specielt. Det er nemlig kun hannerne, der har vinger og flyver. Hunnerne, derimod, er vingeløse. For at lokke hannerne til, udsender de i mørket en “natsværmerparfume”, såkaldte feromoner som hanner kan lugte på lang afstand. Vi har flere arter af frostmålere. Jeg har både Stor Frostmåler (Erranis defoliaria) og Lille frostmåler (Operophtera brumata) på rudevisit når mørket falder på.
Hunnerne er svære at finde. Det kan faktisk være spændende at gå på opdagelse i haven efter at det er blevet mørkt. F.eks. med en pandelygte eller lommelygte. Med lidt held kan man spotte en af de vingeløse hunner, der er kravlet op ad en væg eller op i en busk.
I haven regnes frostmålernes larver ikke for skadedyr, men er der mange larver kan de være hårde ved f.eks. egetræer og næsten helt afløve kronen. Jeg har et stort egetræ lige udenfor mit vindue. Som regel klarer egen sig dog – og regenerer. I min have har jeg mange mejsekasser og her spiser mejserne gerne mange forskellige insekter, herunder målerlarver.
Læs evt. mere om frostmålere på NaturGuide.dk: sommerfuglesex i vinterkulden.