Mine grønkål får lov at gro i stok og blomstre i sommergult
Jeg holder meget af grønkål og bruger den mere og mere. Grønkål er af flere ernæringseksperter udråbt til en slags “superfood” som det nu hedder på dansk. De grønne blade er fiberrige og har et højt indhold af C-vitamin – og i øvrigt også K-vitamin (K-vitamin har måske betydning for sygdomsforløb med corona-virus) og et højt kalkindhold, der er godt for knoglerne. Grønkål ser desuden ud til at have en vis effekt som beskyttelse mod kræft i bl.a. tarmen.
Grønkål er relativ nem at dyrke og kan fint dyrkes i krukker. Om vinteren har jeg således et par krukker i drivhuset som jeg jævnligt nipper af til salater. Mine børn er ikke stor fan af de grønne, let bitre blade, men i en salat med appelsinstykker og græskar-kerner går det bedre. Om foråret sætter kålen blomster. Blomsterstænglerne kan også spises og bruges næsten som asparges. Jeg sætter dog gerne krukkerne udenfor drivhuset i foråret, hvor bierne gerne tager imod de gule farver, der står til ind i juni.
Grønkål hører til korsblomstfamilien, ligesom radisse og den vilde engkarse og løgkarse, der generelt tiltrækker en række sommerfugle, hvis larver bruger planterne som foderplanter.
Grønkålen kan også anvendes som prydplante og sættes ind i staudebede mellem andre planter. Her kan den pynte hele året – og sommerfuglelarverne får lov at boltre sig i sæsonen. Kålsommerfuglenes larver er, som navnet antyder, glade for kål. Det er dog ikke dem alle, der bliver til hvide sommerfugle, da havens fugle – ikke mindst mejserne, gerne tager for sig af retterne mellem de grønne kålblade.
Kilder: Havenyt.dk, Wikipedia, iform.dk. Featured foto: Agerhumle på blomstrende grønkål.