visitnature

Havens humleflue

Lignende artikler

Den ligner lidt en mellemting mellem en humlebi og en kolibri. Det er humlefluen, der gerne er på spil i haven om foråret. Hyppigst i april-maj, hvor den søger til havens blomster.

Humlefluens lange snabel får den til at se farlig ud – som om den kan stikke fælt som en kæmpemyg! Den lange snabel har dog et helt andet, fredeligt formål. Den suger blot forårsblomsternes sødmefulde nektar. Humlefluen evner at stå stille i luften foran blomsten som en svirrende kolibri. Det er ret fascinerende at betragte. Lynhurtigt skifter fluen position og svirrer foran en ny blomst, men den sætter sig gerne når den bliver rigtig optaget af havens nektarkilder. Havens første humlefluer ser jeg bl.a. på havens vilde vorterod, der blomstrer gult allerede fra sidst i marts.

En humleflue med sin lange snabel.

Humlefluen ser næsten helt nuttet ud når man først har lært at den lange snabel ikke kan stikke. Den art jeg har besøg af er Stor Humleflue (Bombylius major), der i størrelse minder lidt om en lille humlebi med gyldenbrune hår. Den er en ganske god bestøver, men også lidt en skurk, da den lidt barbarisk snylter på andre af havens bestøvere som enlige bier og hvepse, der har reder i jorden. Humlefluen smider simpelthen sit æg som en bombe over jordhullet. Når larven klækkes kravler den selv ned i hullet til bien eller hvepsen, hvor den lever (æder) af værtens eget afkom. I selvsamme jord-rede overvintrer larven som puppe – og dukker frem som en ny humleflue når forårssolen igen får magt.
Naturen kan være barsk – også i den pæne, hyggelige have.

Kilder: NaturGuide.dk, fugleognatur.dk. Featured foto: Radub85/Dreamstime.com.

Flere artikler...

Historier fra haven

Læderløberen løber efter snegle

Når jeg flytter en havekrukke, brænde, sten eller lignende i haven, er det ikke sjældent at stor bille iler i skjul fra...

Nu flyver ligustersværmeren

Jeg har ingen ligusterhække, men syrener kan også gøre det. Lige nu flyver ligustersværmeren i haven - en af Danmarks største...

Havens kobberøgle snapper snegle

På dansk kender vi den som stålormen. Svenskerne har et bedre navn: Kopparödla - kobberøgle! Stålormen er nemlig en øgle - og...

Den farvestrålende rhododendron-cikade.

Så er det ved at være tid til at kigge efter den smukke Rhododendron-cikade. I modsætning...
Annonce