Fuglevenlige træer og buske
Stære, solsorte, vindrosler, silkehaler, sjaggere med flere. Alle holder de af bær. Jeg er ikke altid begejstret når stærene og droslerne tager for sig af mine kirsebær, surbær og æbler, men når jeg har fået min del, så deler jeg gerne.
Jeg har en del vilde, selvsåede røn, kvalkved, fuglekirsebær, slåen, hyld og tjørn, der byder på masser af bær til hen på efteråret.
Jeg køber gerne disse vildtvoksende bærtræer og – buske i skovplanteskoler fremfor i de egentlige plantecentre. De sælges her gerne i bundter til private – typisk med 25 planter i hvert bundt. Til gengæld er prisen oftest kun omkring 10 kr. pr. plante.
I de senere år er der kommet en række bærbuske til som ikke alene er valgt på grund af bærrene, men også da flere har smukke efterårsfarver. Det gælder bl.a. Aronia (surbær) og Almindelig bærmispel og Rød dværgmispel. Sargentæble og Havtorn er også smukke buske med henholdsvis røde og orangegule bær.
De bedste plantetidspunkter er forår og efterår.
Hvert efterår har jeg flokke af stære og flere forskellige drosler, der kortvarigt invaderer haven og tager for sig inden turen går videre. Fuglene er på dette tidspunkt velkommen til at tanke op til den videre rejse.