Biernes drikkevand må gerne lugte. Derved kan bierne lettere finde frem til vandet.
Der skal væske til i sommervarmen. Ligesom os mennesker har bierne brug for vand, men hvor vi nyder vandet forfriskende koldt, krystalklart og rent, så går bierne ikke efter samme krav – snarere tværtimod. Det menes at bier finder vand ved hjælp af lugtesansen fremfor synet – selvom bier har fem øjne: 2 store facetøjne og tre punktøjne i panden. Derfor behøver man overhovedet ikke at gøre sig anstrengelser for at give bierne frisk vand dagligt.
Surt, smålugtende vand, der lugter af våd jord, mos, blade og nedbrydning trækker bierne til. Bier har en god, veludviklet lugtesans. Bierne bruger antennerne til at opfange lugt. Da antennerne sidder et stykke fra hinanden kan bierne retningsbestemme en lugt. Nogle blomster afgiver dufte, der kan opfanges af bier på store afstande.
Ligesom jeg holder af, at lokke sommerfuglene med lidt overmoden frugt, så er det lidt hyggeligt når bierne drikker vand fra mine små drikkesteder i haven. Jeg har købt et par fine støbejernsblomster på en lang metalstilk, der står mellem stauderne i haven. De er på størrelse med en stor håndflade og fungerer fint som vandbassin for både bier og sommerfugle. Der er en lille kant at lande på og vandet er ikke dybt, så ingen insekter drukner. Jeg har også et forsømt fuglebad med mos og blade i bunden. Nu har jeg trukket det gamle fuglebade frem i solen – og en gang imellem væder jeg mos og blade. Her drikker bierne også gerne.
Kilder: biavl.dk, backyardbeekeeping.iamcountryside.com, frkbiting.dk. Forside foto: James Twedt, Dreamstime.com.