visitnature

Sten i haven skaber både rum – og liv

Lignende artikler

Stensætninger og stendynger kan være levesteder for adskillige arter. Selv større, solitære sten kan have værdi for havens dyreliv.

Både i min sommerhushave og haven hjemme er sten med til at skabe rum og atmosfære. Jeg kan godt lide sten – store og små, og jeg kan næsten ikke lade være med at samle smukke sten når vi vandrer langs stranden. Sten er dog meget mere end pryd og pynt. Omkring stenene finder jeg masser af liv. Stenene opvarmes af solen og holder længe på varmen. Jeg ser ikke sjældent firben og sommerfugle solbade på stenene.

Et firben nyder varmen fra en solopvarmet sten. Foto: Lillian Tveit/Dreamstime.

Urgammel historie

Det er ret fantastisk at tænke på, at de store sten vi finder i landskabet er bragt hertil af isen for tusinder af år siden. Stenene selv har en urgammel historie og er alle oprindeligt brudstykker af klipper – og har altså engang været en del af noget større. Det er fascinerende at stå med en rundsleben sten i hånden – f.eks. granit eller gnejs – og vide at disse stens oprindelse går mange hundrede millioner år tilbage i tiden – og at samme sten vil være der også om millioner af år når mit eget livsglimt i historien for længst er glemt.

Fascinerende at hver sten engang har været en del af noget større – en klippe – et fjeld!

Jeg er sikker på at der tidligere var mange flere større, spredte sten i landskabet, men gennem hundreder af år er de blevet samlet og brugt til byggerier.

I haven har jeg etableret en dynge, delvist uorganiserede marksten. Ved at stable stenene op i en dynge skabes der næsten uendelige hulrum, der fungerer som skjulesteder for en masse smådyr. Her gemmer mange af havens løbebiller sig i dagtimerne, men også stålorm og firben kan findes her.

Sommerfuglen Dagpåfugleøje soler sig på en sten.

Stendynger og stendige

Langs sydsiden af en bøgehæk er jeg ved at etablere et mindre stendige. Her bruger jeg stenene til at bygge med og skabe et element i haven. Mosser og laver får lov at etablere sig og de planter, der evner det, stikker hovedet op imellem stenene. I de mørke, skyggefulde hulrum gemmer tudsen sig. Selv salamandere fra vandhullet, der ligger flere hundrede meter væk, søger mod stendiget for at overvintre.

Mine stendynger og stendige er et langtidsprojekt. Der kan gå måneder før en ny sten kommer til. Jeg tager måske en sten med hjem fra stranden – eller får nogle tilbudt af en landmand, der har samlet dem fra sin mark, hvor de generer dyrkningen. Jeg holder af at bygge med noget på en gang oprindeligt og utilgængeligt. Med årene får stenene naturlige belægninger af forskellige mosser og laver, hvilket i min optik blot skaber endnu mere atmosfære i haven.

En stensætning udvikler med årene vild og naturlig patina. Foto: Beselialuka/Dreamstime.com.

Flere artikler...

Historier fra haven

Læderløberen løber efter snegle

Når jeg flytter en havekrukke, brænde, sten eller lignende i haven, er det ikke sjældent at stor bille iler i skjul fra...

Nu flyver ligustersværmeren

Jeg har ingen ligusterhække, men syrener kan også gøre det. Lige nu flyver ligustersværmeren i haven - en af Danmarks største...

Havens kobberøgle snapper snegle

På dansk kender vi den som stålormen. Svenskerne har et bedre navn: Kopparödla - kobberøgle! Stålormen er nemlig en øgle - og...

Den farvestrålende rhododendron-cikade.

Så er det ved at være tid til at kigge efter den smukke Rhododendron-cikade. I modsætning...
Annonce