Stillitsen æder mælkebøttefrø
S

Stillitsen er vel nok havens smukkeste fugl. For nogle år siden var den kun på besøg på foderbrættet om vinteren, men nu yngler den i haven – og æder mælkebøttefrø.

Stillitsen hopper rundt på græsplænen og finder mælkebøttefrø.

To knaldfarver – gul og rød på samme fugl! Det ser man ikke så ofte i den danske fuglefauna. Stillitsen har både rød og gul og kontrastfarverne hvid og sort. Den kan således ikke forveksles med andre fugle.
Det ser ud til at den smukke fugl er blevet mere almindelig. I de senere år har jeg trofast haft stillitser i haven, men primært om vinteren, hvor jeg kan lokke dem til foderbrættet med solsikkefrø. Nu er de her også om sommeren. Med andre ord har jeg stillitser i haven året rundt.

Stillitsen laver en fin rede, der kan være foret med fnok fra tidsler. Som regel bygger den højt i et løvtræ, men jeg har også oplevet stillitser med rede i få meters højde. De bruger aldrig redekasser. Ungerne fodres i starten med bladlus – og bidrager dermed til en biologisk, naturlig bekæmpelse af bladlusene i haven. Senere fodres ungerne med frø.

Elsker ukrudtsfrø

Stillits med næbbet fuld af mælkebøttefrø.

Er der noget som tiltrækker stillitser, så er det mine “ukrudsplanter” i haven. Ikke mindst tidslerne, der har fået et hjørne for sig. Stillitser elsker tidselsfrø – og sommerfugle elsker i øvrigt tidselblomster. I år har jeg for første gang bemærket at fuglene også gerne tager mælkebøttefrø. Her er de mere end velkommen da jeg har mælkebøtter nok. Fuglene bøjer stænglen ned og piller simpelthen mælkebøttens små faldskærmsfrø ud af blomsterstanden inden mælkebøtten selv er klar til at sende sine luftbårne frø ud i verdenen.

Annonce
Annonce

Fik du læst?