Dyrk selv safran i haven – verdens dyreste krydderi!
D

Jeg har altid forbundet krokus med foråret, men safran-krokus blomstrer sent om efteråret og er faktisk ikke svære at dyrke. Også de sene efterårsbier er glade for de kønne blomster.

Safran-krokus blomstrer i efteråret. Foto: George Tsartsianidis, Dreamstime.com.

For en del år siden var jeg på et gademarked i Cairo, der emmede af stemning, kaos og eventyr – som taget ud af en Hercule Poirot-krimi. Her købte jeg for første gang safran i løs vægt, der blev nøje vejet og pakket af sælger. Verdens dyreste krydderi! Dengang som nu er jeg betaget af, at krydderiet stammer fra safran-krokussens røde støvdragere. Et krydderi, der har været kendt og skattet siden oldtiden.

Sidenhen har jeg erfaret at jeg selv kan få verdens dyreste krydderi til at gro i haven. Selvom safran-krokus (Crocus sativus) nok oprindeligt stammer fra Vestasien – Tyrkiet og Grækenland, så kan planterne godt vokse i danske haver langt mod nord. Helst på lune, solbeskinnede steder i haven eller i krukker på terrassen eller drivhuset, hvor de skaber stemning langt hen på efteråret.

Safran-krokus
Safran er verdens dyreste krydderi. Hver blomst har tre lange støvdragere, der udgør krydderiet, der har været kendt siden oldtiden. Foto: Sierpniowka/Dreamstime.com.

Du kan altså gro og høste verdens dyreste krydderi i din egen have! Hver blomstrende krokus har tre lange orangerøde støvdragere, der kan anvendes friske eller tørrede. Jeg har selv købt hos Blomsterverden.dk (annoncelink til butik), men du kan også købe direkte hos Plantetorvet (annoncelink til butik) og formentlig i mange plantecentre. Et løg koster typisk ca. 3 kr. Lidt billigere, hvis du køber mange.

Sådan gør du!

Blomsterløgene må gerne lægges i august, men kan også lægges hen i efteråret i september og oktober. Der er en god chance for at planterne vil blomstre allerede samme efterår. Især hvis de lægges tidligt august/september. Løgene lægges i ca. 10-15 cm dybde.

Løgene skal helst lægges i veldrænet jord et lunt, beskyttet sted, hvor der er gode muligheder for sol. Safrankrokus passer derefter sig selv og kommer igen år efter år. De sene bier besøger i øvrigt gerne safran-krokus i efteråret.

Sådan høstes safran! 

Når krokussen blomstrer i efteråret, kan du ikke undgå at bemærke de eftertragtede orangerøde støvfang. Disse kan anvendes friske eller tørrede. Pluk dem forsigtigt fra morgenstunden og læg dem forsigtigt på et viskestykke eller et stykke køkkenrulle, hvor de hurtigt tørrer. Opbevar dine safran-støvfang i en lille tæt dåse eller lignende. De tørrede støvdragere har en mørk rød farve, som giver en smuk gul farve, når det tilsættes maden. 

Derfor er safran verdens dyreste krydderi: Der skal ca. 80.000-100.000 krokus-blomster til et kilo tørret safran – håndplukkede! Hver blomst har tre støvdragere, der samles fra blomsten. Afhængig af retten, så beregn ca. en blomst (tre støvdragere) pr. portion. En krukke med safran-krokus er altså nok til en oplevelse med verdens dyreste krydderi – dyrket i din egen have! Safran-krokus kan bl.a. købes hos Blomsterverden.dk (annoncelink til butik og tilbud)

Frontfoto: Philippe Imbault, Dreamstime.com
Annonce
Annonce

Fik du læst?