Efteråret er plantetid. Det er nu, at man skal tænke på forårshavens variation af blomster til glæde for os selv – og de første bier og sommerfugle, der dukker frem allerede fra marts.
Jeg simpelthen elsker efteråret. De smukke rød/gule farver, svampene vælter op alle steder (både spiselige og ikke spiselige), bær og æblehøsten er i fuld gang og luften er så befriende frisk, at man kun kan komme i godt humør. Men efteråret er også den store plantetid. Det er nemlig nu, at man med fordel kan plante nye træer og buske, men også sætte masser af blomsterløg som kan stå klar i det tidlige forår til at tage imod de bestøvere, der titter frem i starten af året.
Nem plantning af blomsterløg med plantebor
Sørg for forårsblomster til de tidlige bier – og citronsommerfuglen
Hvis man gerne vil gøre sin have lidt mere insektvenlig er det blandt andet vigtigt, at man har noget der blomstrer i hele sæsonen og ikke kun om sommeren. Det bedste er, hvis man kan supplere haven med hjemmehørende planter. Her skal selvfølgelig tænkes ind hvilke jordbundsforhold ens have har. Jeg har eksempelvis vorterod i massevis. Dertil kommer anemoner, belis, følfod m. fl. Men udover det så har jeg også klassiske havearter som krokus, erantis, skilla, perlehyacinter, påske- og pinseliljer, prydløg (allium)- og tulipaner i massevis. Jeg elsker de mange skønne farver som tulipaner kan tilbyde. Så til trods for, at jeg allerede har tulipaner i haven så sætter jeg trofast hvert efterår endnu flere. Nogle af de nye og meget billige blomsterløg kommer også igen år efter år, men der bliver efterhånden færre af dem og de bliver ikke særlig store. De gamle sorter ”holder” længere, men de er ofte også lidt dyrere i indkøb.
I år tror jeg at jeg vil prøve at begrænse mig til omkring 100 nye løg, men nu må vi se. Jeg har bl.a. købt vibeæg. Efteråret er jo kun begyndt så hvem ved hvad det kan blive til.
I det tidlige forår er bl.a. citronsommerfuglen og de første dronninge-humlebier glade for krokus. Senere følger flere arter trop – og mine blomstrende forårsløg strækker sig fra februar til maj. Jeg nyder det smukke syn i haven – og nyder at dele glæden med insekterne.
Du kan købe et godt udvalg af blomsterløg på Blomsterverden.dk (annoncelink til tilbud).