Det gode liv – lige fra køkkenhaven
D

Køkkenhaven giver ikke kun friske, hjemmedyrkede grøntsager, men også motion, frisk luft – og en glæde ved at se tingene gro.

Bonus og tillæg ved tid i køkkenhaven

Jeg er ikke altid sikker på at det er billigere at dyrke mine egne grøntsager i køkkenhaven – fremfor at købe i butikkerne. I hvert fald ikke hvis jeg omregner tidsforbruget, der går med at forspire, så, plante og luge. Men jeg får en hel anden valuta for min indsats: Glæde og velvære! Og tilmed motion! Det kan være hårdt at knokle i køkkenhaven, men jeg har lært mig selv at omsætte det til “fitness og workout i haven”. Så giver det pludselig mening at det er lidt hårdt. Jeg sparer turen til fitnesscenteret – og får i tilgift frisk luft og udeoplevelser. I min dagligdag sidder jeg ofte en del timer ved computerskærmen og skriver og redigerer artikler. Det er givende og spændende, men det betyder også mange stillesiddende timer på kontorstolen – og netop her nyder jeg at komme i haven. Her er altid noget at lave.

Mine egne gulerødder fra køkkenhaven er både varierende i størrelse og form – og ikke så pæne som butikkernes sorterede varer, men de er fulde af smag!

I de senere år har jeg fået fornyet fokus på kosten. Allerede som ung fik jeg konstateret gigt – og som så mange andre har jeg erfaret at kosten kan gøre en forskel – også i den sammenhæng. Anti-flammatorisk kost har fået en del omtale i medierne og diverse tidsskrifter. Jeg kan ikke dyrke fed fisk i haven (trods alt), men gerne diverse kål, rødbeder, kartofler og jeg nyder også at have bær – lige fra blåbær, surbær, solbær til ribs, hindbær og hyldebær. For mig giver det virkelig velvære og værdier at høste i haven. Det er bare noget særligt at plukke friske blade af grønkål ind til aftenens salat eller trække gulerødder op af jorden som jeg selv har sået og set gro – og som jeg ved med garanti aldrig har fået sprøjtegifte. Nogle gange kan jeg godt tænke at det er øv og besværligt at gå ud og grave kartofler op når det småregner og blæser, men så øver jeg mig i at vende det til noget positivt: At “få gang i kroppen” og mærke dagens vejr i ansigtet.

Klogere på anti-flammatorisk kost på den nemme måde

I øvrigt omkring kost og det anti-flammatoriske, så er jeg blevet ret glad for Martin Kreutzer's og Simon Weisdorf's bog “Anti-inflammatorisk topform på fire uger” Titlen lyder måske lidt poppet, men jeg synes at den er anbefalelsesværdig, da den er let forståelig og ukompliceret med mange, gode opskrifter og viden, der på en enkelt måde kan passes ind i den travle hverdag som de fleste af os lever i. Bogen kan købes hos de fleste boghandlere – og jeg smækker lige et reklamelink ind for bogen som jeg har fundet på Bog & Ide, hvor bogen evt. også kan byttes over hele landet i fysiske butikker. Jeg har også set den på Coop.dk (annoncelink til tilbud) til en lidt billigere pris.

Antiflammatorisk fra haven
Friskplukket grønkål med appelsinstykker og græskarkerner er en nem og populær salat i vores familie.
Når jeg arbejder i køkkenhaven får jeg altid en masse bonus – ikke blot motion, frisk luft, men også reelle udeoplevelser. Det kan være overflyvende lærker eller traner på træk. Det kan være et pindsvin, der pusler i hækken eller blot en lille knaldrød jordmide, der dukker op ad mulden.

Frontfoto: Morgenfrue – dyrket i højbed. Morgenfruernes smukke kronblade kan spises – og bruges til pynt i salat eller på kager m.m.

Annonce
Annonce

Fik du læst?