Af og til har jeg haft en ugle på besøg i havens gamle træer. Her har der også siddet en musvåge i ny og næ – og endda en tårnfalkeunge har været på besøg i træet over staudebeddet, men havens rovfugl nr. 1 er og bliver spurvehøgen.
Pludselig er den der som et lyn – og slår fangerne, de skarpe kløer, i en af foderbrættets fugle, der opdagede faren for sent. Høgen slår ofte til i et taktisk angreb med lav flugt i dække af havens hække og buske. Nogle gange glider den lavt henover græsplænen – som var den under radarhøjde, og pludselig går den som et missil mod målet. Spurvehøgen er ganske manøvredygtig og jeg har flere gange set den forfølge skovspurve og mejser mellem havens elementer.
Efter et sådan angreb er foderbrættet tomt for fugle et godt stykke tid, men lidt efter lidt dukker en dristig musvit op – og snupper en solsikkekerne. Og snart er der igen liv ved foderbrættet.
Høgens taktik
Høgens taktik er ofte at ankomme uset og diskret i passende afstand, hvor den lander næsten usynligt i et træ. Herfra følger de skarpe, gule rovfugleøjne potentialet for et bytte. Når byttet er udvalgt, sættes angrebet ind. Helst så uset som muligt indtil sidste øjeblik.
Andre gange vælger høgen at patruljere på vingerne, hvor den i parcelhusområder kan glide lavt henover hækkene, mellem husene – fra have til have – for pludseligt at optage forfølgelsen på en af de fugle, der opskræmt flyver op.
Foderbrættets ideelle placering
For småfuglene er bedste taktik, at søge skjul i et tæt krat eller busk, hvor høgen ikke kan nå ind. For foderbrættets småfugle er den ideelle placering for et foderhus derfor, hvor der på en gang er gode oversigtsforhold, så fjender kan opdages i god tid – og hvor der er tilflugtssteder, hvor fuglene kan søge i sikkerhed for høgens klør.
Ikke sjældent hører jeg en “bump” fra en fugl, der panisk er fløjet mod ruden i sin iver for at komme væk fra høgens angreb. Når fuglene flyver mod ruden hos mig er det ofte i forbindelse med høgens jagt.
Hunnen er meget større end hannen
Spurvehøgen er en fascinerende rovfugl. Som det ofte gælder for rovfugle er hunnen størst. Hun er på størrelse med en due, mens hannen er noget mindre – og kun vejer cirka det halve af hunnen. Ældre hanner kan i øvrigt være meget smukke med næsten rustrøde tegninger på brystet. Størrelsesforskellen gør også at hunnen kan tage større bytte som skader og duer, hvor hannen normalt nøjes med småfugle som mejser, spurve og drosler.
Høgens skarpe øje
Høgen har, som andre rovfugle, et skarpt syn, der i dagslys på flere felter overgår menneskets. Spurvehøgen har næsten altid intense, gule øjne, men yngre fugle har gerne grøngule øjne, der bliver lysere gule inden for de første par år af deres liv. Hos nogle, ældre spurvehøge kan øjenfarven blive orange eller lejlighedsvis næsten rød.
Kilder: NaturGuide.dk, Discoverwildlife.com. Featured foto: Simonas Minkevicius, Dreamstime.com.
